Fjelstervang Kirke

Skjern Provsti, Ribe Stift

Stor befolkningstilvækst i slutningen af 1800-tallet er hovedårsagen til, at der i årene fra 1899 – 1914 blev bygget 4 nye kirker i det gamle Vorgod – Nr. Vium pastorat.
Én af disse er Fjelstervang kirke opført i 1898 efter tegninger af arkitekt Vilhelm Ahlmann, Århus, for det dengang obligatoriske statsstøttebeløb på 18.000 kr.

Da MEEDOM-BÆCH ARKITEKTER MAA i 2012 blev bedt om at gennemføre en hovedrestaurering af kirken, fremstod kirkerummet noget karakterløst med en fersk farveholdning og tæppebelagte gulve, der gav et utilsigtet præg af dagligstue. Den traditionsbundne møblering med alter, prædikestol, døbefont og stolestader som statiske elementer harmonerede ikke med menighedsrådets ønske om et fleksibelt kirkerum.

Ved at fjerne den eksisterende trinopbygning mellem kor og skib er der skabt et niveaufrit og mere fleksibelt rum, og som et overordnet, samlende element er der udlagt nye gulvbelægninger af grå, glittede betonfliser. Alterbord, prædikestol, døbefont og bænke er udført som mobile enheder for at muliggøre alternative møbleringer.

Som én af de første landsbykirker i Danmark er Fjelstervang kirke opvarmet ved hjælp af et jordvarmeanlæg.

Date:
Category: